Henrik øser ud af hans erfaringer med datteren Elvira og giver gode råd til dig, der vil have dine børn med på jagt.

Af Henrik Povlsen

“Havde du håbet på at få en søn?” Det spørgsmål fik jeg af flere venner og bekendte da jeg fik at vide, at jeg skulle være far til en pige for godt 11 år siden. Tåbeligt spørgsmål der hører en svunden tid til, men spurgt med de bedste tanker og et afsæt i at de vidste, at jeg var glad for at gå på jagt – og så var det jo oplagt ønsket ville være en søn som jeg kunne gå på jagt med. Nej… jeg kunne ikke forestille mig noget bedre end en datter og jeg havde ikke brugt to sekunder på at forestille mig, at jeg IKKE skulle dele mine jagtoplevelser og glæde ved naturen med hende.

Her 11 år senere er jeg i skrivende stund lige kommet hjem fra Sverige hvor jeg har været på vildsvinejagt alene med min datter.

Vi sad ude i ganske mørk tæt skov i frostvejr og ventede på grisen, fandt den, skød den og fik i fællesskab slæbt den hjem til huset hvor vi brækkede den sammen og kom vejrbidte og “høje” i seng lige før midnat (hør podcasten “Vildsvinejagt med 10 årig”). Fantastiske dage, bare os to, med nærvær og kæmpe oplevelser. Far og datter kvalitetstid som vi elsker det.

Dette var langt fra vores første og eneste jagt, blot den sidste i rækken af forhåbentlig mange og vi glæder os allerede til den næste.

På børnenes præmisser

Jeg vil ikke være fortaler for at man skal slæbe sine børn med på jagt, bare fordi man selv er glad for jagt og lader det fylde i ens liv og identitet. Det er ikke for alle og det er heller ikke for alle børn. Jeg vil derimod fortælle hvilke tanker og erfaringer jeg har gjort mig og hvordan jeg har delt mit jagtliv med min datter. Opfordre til at åbne en dør på de rigtige præmisser og finde noget sammen der virker for alle. Det har været en berigelse af de helt store for mig og Elvira.

Få prioriterne i orden

Da jeg blev far ramte frustrationen mig som sikkert mange andre fædre. Midt i al glæden over familielivet så var der alligevel begrænsninger for at feste og dyrke hobbies. For mig var det ret nemt, jeg valgte at jeg ville prioritere min alene/udetid på jagt. Det går også fint hvis der er tale om nogle timer hist og her, men for mig faldt det sammen med at jeg var helt opslugt af vildsvinejagt i Sverige og Tyskland, hvor jeg havde fået sat fodertønder op på mine nye jagtmarker. Det satte mig overfor valget – enten tager du barnet med eller også bliver du hjemme.

Sne, bæ-ble og vildsvin

Så hun kom med, halvandet år gammel i en babybjörn på maven, da jeg i februar måned i minus 8 graders frost kører alene til Sverige for at fylde majs på tønder til vildsvinene. Det foregik i øvrigt i en halv meter sne hvor jeg skulle slæbe 30 kg majs på skulderen og gå 500 meter gennem skoven for at fylde dem på fodertønden (jeg havde ikke på det tidspunkt tænkt logistikken helt igennem ift. til at der også skulle slæbes vildsvin den anden vej). Det var hårdt, men det gik fint. Efter første sæk majs var tømt og vi var på vej retur efter den næste kom der en umiskendelig hørm af fyldt ble. Den er på sin helt egen måde særlig insisterende når barnet er monteret i en bæresele på maven og absolut værre end at slå en prut i et par waders.

Jeg sparkede et hul i sneen og fik skiftet bleen, puttet det søde og muntre barn tilbage i selen og fik hentet de sidste sække. Præcis den oplevelse fik mig ikke alene til at føle mig som en absolut duelig far, men det gav mig også en indre ro og tro på at dette her kunne vi godt. Mig og min datter.

Hendes mor har altid bakket op om både min jagtglæde og at vores datter deltog når det var muligt. Det blev hurtigt måden at gøre det på. Tag på alt det jagt du vil, men tag Elvira med en gang imellem når det passer. Som 4 årig mente jeg at hun var stor nok til at få et par høreværn på og komme med på en hyggelig lille fasanjagt. Det var helt rigtig set, hun gik glad rundt og bar på de nedlagte fasaner og synes de var noget så fine. Sådan holdt det ved i årene efter og særlig fugle var sjovt at være med til.

På duejagter hentede hun nærmest flere fugle en hunden, lagde dem pænt på for række og gjorde dem fine og sagde farvel til dem.

Fasaner i barnevognen

Det var egentlig først en dag hun havde en veninde fra børnehaven hjemme og lege, at det gik op for mig at vi måske alligevel havde en speciel omgang med den slags herhjemme. Jeg havde været på jagt en formiddag og havde et par fasaner med hjem. Elvira styrter mig i møde og spørger om jeg har skudt noget. Da jeg hiver de to fasaner frem spørger hun om de må lege med dem inden jeg ordner dem og selvfølgelig må de det. Veninden er lidt skeptisk men overgiver sig hurtigt og fasanerne ryger i dukkevognen og får et par æresrunder i stuen. Netop som begge unger står med hver deres fasan i entreen ringer det på døren og veninden bliver hentet. De spøjse sekunder hvor moren står og kigger skeptisk på de to børn med hver deres fasan i munter leg er svære at gengive. Men hun smiler og giver besked om at de skal hjem. Veninden vil dog gerne lige se hvad der er indeni fuglene, så vi spreder et par sorte sække ud på køkkengulvet og skiller dem ad og hun får en håndfuld fjer med hjem. Det skal lige sige at vi bor ikke på landet, men på indre Frederiksberg på 4. sal. Venindens mor tog det pænt men har sikkert tænkt sit.

Sådan er oplevelserne gået hånd i hånd med jagt som det mest naturlige i hele verden i vores lille familie. Hver gang jeg er kommet hjem med bukke og vildsvin når vi har været i vores hus Sverige har det også været en fælles ting at ordne dyrene og spise dem. Jeg kan tydelig huske hendes første møde med en buk der hang ude foran, da Elvira står op og kigger på den i sit lilla regntøj en august morgen. Hun stikker sin lille børne finger ind i skudhullet på bukken og konstaterer “at den er gået i stykker”. Bagefter spørger hun “hvem har ødelagt den”. “Det har jeg” svarer jeg hende og får selvfølgelig spørgsmålet retur “hvorfor har du det?” Også her var svaret enkelt “For at vi kan spise den”. Det gav åbenbart mening og det har faktisk ikke været oppe og vende siden.

Mad med mening

Reglen har også altid været når vi fisker, at alle fisk slippes ud med mindre de skal spises. Elvira havde som 5 årig engang fanget en lille gedde som enhver ville smide ud – også mig. Men hun var så glad for sin fangst at hun insisterede på at tage fisken med hjem. Så insisterede jeg på at den skulle spises. Det blev til to små fiskefrikadeller som hun spiste med stor stolthed.

Samme sommer ville hun med på vildsvinejagt en sommeraften i Sverige. Det kunne vi godt for hyggens skyld, så jeg pakkede lidt godter og tænkte “så kan vi bare sidde og kigge på dyr sammen”. Derfor tog jeg ikke min riffel med, men den godtog barnet ikke. Hvordan skulle vi dog kunne gå på jagt uden riffel. Kvikt barn tænkte jeg og tog riflen med. Jeg undlod dog bundstykke, magasin og patroner. Det fortrød jeg en smule da en stor galt træder ud foran os på 40 meter afstand med siden til – men så fik vi da kigget lidt på den.

Fra familie tid til alene far

Siden er vores lille familie blev splittet da hendes mor og jeg blev fredeligt og fordrageligt skilt for et par år siden. Det gav en ny situation i forhold til at være i Sverige og gå på jagt. Hidtil havde det fungeret fint med at være sammen med familien om dagen, så puttede vi barnet og så kunne jeg smutte i skoven og jage vildsvin. Eller måske stå tidligt op og gå ud og jage. Så passede det ofte så fint med at jeg var hjemme igen når de andre vågnede. Den går bare ikke når man er alene med sin 8 årige datter i sommerhus. Jeg er i hvert fald for pylret til at lade hende være alene i huset mens jeg er i skoven og jage. Heldigvis vil hun også gerne helst med. Jeg måtte gøre noget andet for at få det til at virke. Et kompromis kunne være at give afkald på nogle jagtoplevelser når jeg er alene afsted med hende, men andet kompromis var at indrette jagten efter at kunne have et barn med. Jeg valgte det sidste og har udbyttet enkeltstiger med dobbeltstiger. Lavet tårne hvor man let kan sidde to og drikke kakao samtidig med at man er på jagt. Kæmpe bonus og i takt med at hun er blevet ældre bliver mulighederne også flere. Som nu hvor vi i frost og mørke kan sidde mange timer sammen og kigge på stjerneskud, mens vi venter på vildsvin eller sidde og spejde efter rådyr som vi så pürshcer os ind på sammen.

Det skal være sjovt at gå på jagt sammen.

Jeg kunne skrive side op og side ned med gode oplevelser og minder vi har haft, side op og side ned om hvor glad jeg er for de valg jeg har truffet. Men det må blive en anden gang, jeg vil i stedet prøve at koge ned hvad som har fungeret for os og hvad der er har bragt os til hvor vi er – hvor jeg er og hvor min datter er.

Jeg gjorde op med mig selv fra starten (og aftalte med hendes mor) at der ikke skulle være nogen dårlige oplevelser. Det betyder at jagten skal være i korte perioder som følger tålmodigheden. Vi startede med en halv times bukkejagt hvor vi sad og snakkede. Det handlede ikke om at nedlægge en buk, det handlede om at have det hyggeligt sammen og få lov til at være med far ude. Hurtigt blev der lagt på i tid og vi har skudt overraskende mange dyr selvom vi har drukket kakao og spist slik. En lille skovturs pakke med netop det gjorde iøvrigt en del for motivationen.

Hvis det bliver kedeligt, koldt eller vådt – så er det ok at sige til og så tager vi hjem uanset hvor tæt dyrene er på at komme frem.

Gå stille og roligt frem og byg på hvis lysten er der.

Det har været rettesnoren for os at vi tog den stille og roligt. Startede med lidt fasaner og selskabsjagt. Så blev det til duer alene, dernæst bukkejagt og nu vildsvinejagt. Hun vil gerne med på elgjagt også, men der er ventetiden endnu for lang (det kan den også være for en voksen). Fugle var en god start for os. De er flotte og bløde at røre ved. Nemme at spise og ikke så meget blod og indvolde.

Så blev det en buk. En kæmpe oplevelse der stadig kan give mig gåsehud ved tanken. Spændingen, glæden og at få lov til at opleve det hele igen igennem sit eget barn er simpelthen noget at det største. At være sammen om det. Hun fik valget om hun ville være med til at brække op eller helst være fri. Men hun ville gerne være med og har været med hver eneste gang siden. Senere fik hun lyst til at komme med ud efter vildsvin hvilket jeg trak lidt, da jeg selv vurderede at det var lidt for stramt. Dels var der ventetiden, kulden og mørket – men også selve det at få grisen med hjem. Vi tog ud en februar aften i Sverige sidste år. Vi tog blot 300 meter fra huset så det var hurtigt at komme hjem hvis det viste sig at være for meget og kom hjem med en galt på 95 kg. Det gik over al forventning selvom jeg kæmpede en del med at bakse grisen hjem alene samtidig med at tage vare på en 9 årig. Det er ikke for alle, men det var godt for os.

Snak om oplevelserne og tag intet for givet.

Det er nemt at lade sig rive med og hele tiden bygge på og svælge i jublen. Jeg har selv en tendens til at gøre hende ældre end hun er, men er altid obs på at snakke tingene igennem. Da vi skød den første buk indførte vi en tradition. Da dyret var brækket tændte vi et bål og sagde farvel og tak for dyret på den måde. Det gav os også en god stund til at snakke lidt om det vi havde oplevet. Det at vi havde taget et liv på et dyr, som man jo også synes er rigtig sødt og har lyst at til klappe. Den holder vi fast i.

Jeg har selv måske taget det lidt for givet, at selvfølglig går det godt. Vi har jo gjort det mange gange før. Så det har været nemmest at snakke om succesen og alt det vi har gjort rigtigt. Men i sommer skød vi en buk som tog skuddet på bladet, trak lidt på det ene forløb og stod så og kiggede fortvivlet rundt og ikke helt vidste hvad der var sket. Det tog nogle sekunder og så væltede den om. Det var noget anderledes og gjorde hende lidt trist. Jeg synes heller ikke det var fedt. Indtil da var rådyrene faldet i skuddet eller havde taget en spurgt på 50-60 meter ind i skoven hvor vi så har kunnet hente dem. Men ikke denne buk. Den stod bare og kiggede fortvivlet som om den sagde til os: “Ej det der var helt unødvendigt, hvorfor gjorde i det? Jeg stod jo lige og spiste i fred og ro”.

Jeg blev ramt af lidt dårlig samvittighed, men vi fik snakket om det og det skræmte hende ikke fra at tage ud igen. Men den kommer stadig på banen; “Jeg håber ikke den bare står og kigger på os igen”.

Det man har sammen

Slutteligt er jeg overbevist om, at det handler om at finde noget man kan være sammen med sit barn omkring. Der er selvfølgelig en kæmpe spænding omkring at få lov at være med. For nogen er det sport, andre hobbies og for nogle er det bare at stene sammen. Selvfølgelig er det hyggeligt at være i en lille hule, som et jagttårn eller en stige nu engang er, men det rum skal også bare blive ved med at være hyggeligt og så må jagten indtræde gradvist. Vær ærlig om at det måske ikke er alle vennerne der synes det er så fedt at man går på jagt, sådan er det også blandt voksne. Lad være med at overbevise vennerne, hvis de synes noget andet, bare nyd det vi har sammen sålænge du/vi har det godt med det. Det er fint det bare er vores.

Mest af alt så er det oplevelserne man har sammen der gør det hele så fedt. Der er forskel på at tage sit barn med som vedhæng på jagt og så det at skabe en ny måde at gå på jagt på. En måde hvor man er sammen om at udvikle det og ikke bare gør som man plejer og altid har gjort. Mine jagter er delt op med Elvira, alene og med mine jagtkammerater. Hver har sin charme og behov, men det giver mig flere og endnu bedre oplevelser at dele tingene op med alt hvad de indebærer og forventningerne sættes derefter.