Hvid bolognese af fasan og and

En bolognese er meget mere end bare en halvsløj udkogt ko med tomatsauce. Det bør være en smuk ragout med fine smagsnuancer der skaber mæthed, lykke og varme. Her får du en hvid bolognese af and og fasan, der både er nem at lave, og som er meget velsmagende.

Vildt og pasta

Vildt egner sig generelt vældigt godt i pastaretter, og det italienske køkken har allerede en del traditionelle måder at lave det på. Og man kan selvfølglig nemt lave en god bolo’ på råvildt eller dåvildt, men nogle gange skal man prøve noget nyt. Denne opskrift er allerede blevet en klassiker hjemme hos David. Den er heldigvis også ret nem at lave og egner sig vældigt godt til efterårets jagtfrokoster, en aften med et godt glas vin, eller hvis man skal overbevise potentielle livspartnere om at du er for god en kok til at dele med andre.

Hvis du vil have flere gode opskrifter på vildt kan du tjekke Gastromand.dk gratis e-bog med vildtopskrifter. Du kan også købe vores ven Nikolaj Juels dejlige kogebog “Walk on the wild side”.

hvid bolognese af fasan og and

Hvid bolognese af fasan og and – sådan gør du:

  • Hak 2 andebryster og 2 fasanbryster i kødhakkeren. Hvis du i forvejen har røget det ene af brysterne skader det bestemt ikke.
  • Hak 4 fed hvidløg, 3 skalotteløg (og eventuelt 2 meget fint hakkede gulerødder).
  • Braiser det hele i smør i en støbejernsgryde til det har en fin brun overflade.
  • Tilsæt kyllinge- eller fasanfond (find opskriften på fasanfond her), hvidvin (en god, sød en), muskatnød (en stor knivspids), og en dusk krydderurter (vi kan godt lide timian og salvie).
  • Kog det ind ved lav varme i lang tid.
  • Tilsæt fløde, salt og peber inden servering.
  • Server med en god hvidkålssalat og/eller en god pasta, og riv parmesan over tallerkenen til du skammer dig.

Hvis du har erfaringer, input eller emner som du synes vi skal se på, er du som altid velkommen til at skrive til os på mailen, på facebook eller i kommentarfeltet. Vi kan altid lære mere af hinanden og vi sætter meget pris på at i skriver til os.