Brølet - en historie om buejagt på New Zeeland
David CPI 2017 jagtede David og Ulrik Ørskov den ultimative drøm: at nedlægge en brølende kronhjort med bue i New Zealands dybe skove. Dette er en bid af historien.
På eventyr
Det dybe brøl fra kronhjorten lød klart som en trompet gennem junglen. Vi havde netop kravlet et par hundrede meter op ad den glatte bjergside på New Zealands vilde vestkyst, med proviant, telte, kameraer og udstyr nok til fire dage i den jungleagtige skov, der dækker kystbjergene. Bag os lå flere uger med næsten konstant jagt – i jagten på den ultimative drøm for en europæisk buejæger: at nedlægge en kronhjort i brunstens brøl – med bue.
“Du kryber ind og kommer i position. Jeg bliver her og prøver at kalde ham ind.” Ulrik kiggede på mig. Selv efter vores lange vandring var han fuldt fokuseret, og et stort smil lyste op i hans camouflagemalede ansigt. Den ranglede unge mand havde tabt endnu mere vægt de sidste par uger, og hans lange røde skæg fik ham til at ligne en af vores vikingeforfædre. Jeg delte hans spænding over det, der skulle til at ske. Der var ingen tvivl i mit sind om, at han ville kunne tage skuddet, hvis han fik chancen – selv med sin recurvebue. Vi havde gjort dette mange gange før og kendte begge rutinen. Den ene kalder dyret ind, mens den anden placerer sig, så hjorten på vej ind i vinden ville passere. Fordi vi kun jagtede med bue, skulle vi have et rent skud på højst 25 meters afstand. Det ville ikke blive let. Men alt, der er værd at gøre, er sjældent nemt.
Stien
Mens jeg sad sammenkrøbet under en gruppe af New Zealands ikoniske bregner, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan vi var endt på denne mudrede bjergside så langt fra vores hjemlige jagtmarker i Danmark. Vi havde begge jagtet med bue i nogle år derhjemme, men på grund af begrænsninger i den danske jagtlovgivning havde vi aldrig haft muligheden for at jage kronhjorte. Velvidende at buen uden problemer kan nedlægge både kronvildt og større vildt, besluttede vi at flyve til verdens ende for at prøve lykken i New Zealands vilde bjerge.
I jagten på vores drøm havde vi levet som moderne nomadejægere, fulgt brunsten, mens den rullede gennem landskabet. Vi sov på bjergsider, i skove, på marker, i flodlejer og på gulvene hos mennesker, vi mødte undervejs. Vi vænnede os til både strabadserne og glæderne ved livet på farten. Det er et simpelt liv, når alt du gør, er at jage. Simpelt og brutalt ærligt. Enten lykkes du – eller også gør du ikke. Og indtil nu, selvom vi havde været tæt på flere gange, havde heldet ikke været med os.
Brølet
Et rungende brøl fra en hjort rev mig ud af mine tanker. Den bevægede sig rundt i en slugt under os. Jeg kunne lige ane Ulrik skjult i trælinjen foran mig. Det var tid til at kalde.
Der er en særlig teknik til at kalde kronhjorte, som vi havde lært af den lokale guide Mike Biemon – en af de mange lokale, der havde hjulpet os de seneste uger. Tricket er, at man ikke bare brøler i et rør eller et horn. Man skal tænke som en hjort. Opføre sig som en hjort. Trække vejret helt ned i maven – og brøle fra bunden af maven. Når man gør det rigtigt, kan man høre ekkoet runge mellem bjergene. Og det kan hjortene også.
Mit kald blev straks besvaret af slugtens herre. Med vrede grynt og modbrøl nægtede han at lade den fremmede overdøve sig. Jeg hævede stemmen og gav et par korte brøl, som en ung hjort, der prøver lykken. Svaret kom hurtigt i form af et højt brøl. Meget tættere nu. Den store hjort var på vej. Men så blev det stille. En gammel hjort lister ofte lydløst tæt ind, før han beslutter sig for at angribe. Det er sådan de overlever i bushen i årevis. Og denne var ingen undtagelse.
Med hjertet hamrende i brystet gav jeg indimellem et par små grynt, bare så han vidste, vi stadig var der. Fra hvor jeg sad, kunne jeg lige ane Ulriks krop i bushens mørke. Han vidste, hvad der var på vej, og han var lige så spændt som sin buestreng. Og så – pludselig – var den der. Med knækkende grene og raslende bregner kom den store røde krop langsomt og målrettet mod os. Jeg så Ulrik fokusere foran sig. Han trak buen tilbage i en flydende bevægelse og ankrede pilen ved hagen. Når som helst forventede jeg, at han ville slippe strengen og sende pilen mod hjortens hjerte.
Keep hunting
“Han var lige dér!” Ulriks øjne var vilde af adrenalin. Pupillerne var udvidede, og han kunne næsten ikke få en hel sætning ud. Han pegede febrilsk mod stedet, hvor vi havde set kæmpen forsvinde – mindre end 40 meter fra mig, endnu tættere på ham. Men så havde hjorten endelig fået færten af os og var stukket af med et brøl. “Han var lige dér. Men jeg kunne ikke tage skuddet.” Ulrik var knust. Men vi vidste begge, at han havde gjort det rigtige. Han havde ventet på det rette øjeblik – og nægtet at tage et dårligt skud. “If in doubt – DON’T shoot” er et mantra, vi danske buejægere lever efter. Selv når vi er trætte og opslugt af drømmen om at få succes.
“Jeg kan ikke fatte, vi kom så tæt på ham.” Ulrik var faldet lidt til ro. Efter vores første møde med hjorten slog vi lejr på en højderyg dybt i bregneskoven. Den første skuffelse havde lagt sig, og nu gennemgik vi oplevelsen for at lære af vores fejl og forberede næste forsøg. “I morgen må vi sætte os lidt højere. Jeg kan kalde denne gang, og så kan du prøve at snige en pil ind med compound-buen,” sagde han. Allerede halvt i søvne af dagens udmattelse gjorde vi klar med frysetørret aftensmad. “En dag sker det,” sagde jeg. “Jeg ved det i mine knogler. Hvis ikke her, så det næste sted. Vi må bare blive ved med at jage.”
PS: Vi fik aldrig hjorten.
Buejagt er både meget gammelt og relativt nyt i Europa. I årtusinder jagtede europæere alt fra urokser til elge og kronhjorte med bue og pil. Men med skydevåbnets indtog blev buejagt stort set glemt – og i mange lande decideret forbudt. Med opfindelsen af moderne jagtbuer og jagtspidser har buejagten dog fået en renæssance i flere europæiske lande, heriblandt Spanien, Frankrig, Danmark, Ungarn og Finland. Som en del af processen med at lovliggøre buejagt er der udført adskillige videnskabelige undersøgelser fra forskellige universiteter, der har dokumenteret, at moderne jagtbuer er effektive selv på store og tykhudede vildtarter.