Tanker og ideer bag en meget bedre drivjagt

Jeg elsker drivjagt. Så simpelt er det. Jeg elsker hele logistikken omkring det, samarbejdet mellem drivere og skytter, hundearbejdet og traditionerne. Jeg elsker håndværket bag en god drivjagtsoplevelse, de lange dage med musik i skoven og de vil øjeblikke, når det hele går op i en højere enhed. Men ligeså glad jeg er for det, ligeså bevist er jeg om, at vi altid kan blive bedre. Ikke bare som individuelle jægere, men også som jagtkultur. For når det kommer til drivjagten udøvelse og kultur er vi en lidt fattig nation. Vi har kun for nyligt genoptaget denne fantastiske jagtform, og vi kan stadig gøre meget for at vi alle sammen kan få en meget bedre drivjagt.

Drivjagt i Dansk jagthistorie

Min personlige erfaring med drivjagt med riffel er snart mere end 25 år. Jeg har været på drivjagt flere steder i Sydafrika, Tyskland, Sverige og er selv jagtleder på vores egne drivjagter i Jylland. Men selvom drivjagten er blevet en stor del af vores jagtlige hverdag, så er det værd at tage et blik på dens oprindelse. For den er faktisk både en oldgammel jagtform - og et relativt nyt kapitel i jagtens Danmarkshistorie. 

Drivjagt er sansynligvis blevet bedrevet i Danmark helt tilbage i stenalderen. For stenalderens jægere har godt kunne regne ud, at hvis man driver vildt frem mod jægere der gemmer sig, så kan man få vildtet på en afstand, hvor et spyd eller en bue, nemt kan bruges til at nedlægge en hel del bytte. Denne strategi bruges af jægere i fra oprindelige folkeslag i hele verden, og selv hvaler nedlægges stadig ved “drivjagt” fra båd på Færøerne. Men selvom drivjagten som jagtform, har været praktiseret gennem årtusinder, så har den moderne jagtform “drivjagt med riffel”, faktisk ikke været praktiseret så længe herhjemme. Derfor er vi også stadig ved at lære hvordan vi skal optimere vores jagt, og hvordan vi skal optimere den teknologi som riflen er, til de forhold der gør sig gældende på dansk jord. 

Drivjagten i Danmark knytter sig uløseligt til det store hjortevildts udryddelse og fremgang. Det er nok de færreste der tænker over det efterhånden, men de danske hjortevildt har sansynligvis ikke været så talrigt som det er nu, siden indførelsen ejendomsretten og retten til at drive jagt på egen jord. Herefter skete der nemlig en nedskydning af det danske storvildt, der ville få enhver nulevende jæger til at korse sig. Nøglearter som vildsvin og ulv blev simpelhen udryddet, sammen med næsten hele stammen af kronvildt. De forsvandt næsten fra landets overflade i skyen fra forladerriflerne, og ønsket om et effektivt landbrug. Det var kun meget små lommer der overleve kugleregnen, på godser der satte jagtens værdi, højere end kongelige dekreter. Ja - selv råvildtet, som vi ellers tager mere eller mindre for givet, overlevede kun, fordi det er så snu en art, at det kan gemme sig i en tot hø. Det var først med indførelsen af jagtlovene i starten af sidste århundrede, at man fik stoppet en smugle for vanviddet. Men en meget stor del af det danske hjortevildt var allerede udryddet.

Der er mange danskere der helt har glemt, at vildsvinet burde være en fast del af naturen i Danmark. Den udbredelse ville ændre vores biodiversitet og jagtkultur betydeligt.

Heldigvis er hjortevildt ikke sådan at få bugt med, og de store godsers beskyttelse af hjortevildtsbestanden, gjorde at der var noget at bygge videre på efter jagtlovenes indførelse og begrænsningen af slagteriet. Det var også fortrinsvist på de store godser at man gik på riffeljagt. For rifler var dyre, og de fleste “almindelige” jægere, brugte stadig halgvåben til det meste. Dette hold ved til langt efter 2. verdenskrig. Enten gik man på selvskabsjagt efter fasaner, på de store ejendomme (eller de små der lå op til), eller også nød man trampejagt med stående hund i roemarkerne, andetræk eller ture på havet i mere eller mindre sødygtige pramme. Og så var der selvfølgelig klapjagten på råvildt med hagl. Det er en jagtform som jeg selv er vokset op med, og stadig praktiserer, de få steder jeg kommer, hvor haglvåbnet ikke er skiftet ud med riflen.

Efter anden verdenskrig var der flere rifler i omløb end tidligere. En hel del af disse blev til de skytteforeningsrifler med Otterup piber, der stadig står i danske jægerhjem. Her er det en original Mauser 98’er fra 1909, jeg selv bruger på drivjagt.

Drivjagten kommer tilbage med det store hjortevildt

Drivjagten begyndte først for alvor at tage fra i slut firserne og halvfemserne herhjemme. Der har givetvis være drevet ganske udmærkede jagter med stort hjortevildt på menuen, på flere af de store godser, forsvarets arealer og i statskoven efter krigen. Og der er blevet skudt en del bukke rundt omkring, uden at nogen har løftet øjenbryn over dette. Drivjagten som jagtform var dog stadig forbeholdt de få. Men dette skulle snart ændre sig - og riflen flyttede for alvor ind i jægernes våbenskab.

Selv i tyskland kan man gøre det bedre. Bemærk at næsten alle tyskere har orange på når de er på drivjagt. Dette er bestemt ikke en tradition. Men et simpelt resultat af at alle gerne vil hjem i et stykke. Herhjemme tog det en rum tid før det orange bånd blev accepteret bredt. Nu ser man det alle steder. Og det er kun godt.

Drivjagtens fremgang kan skyldes flere faktorer: For det første var der igen en fremgang i hjortevildtet i Danmark. Med en voksende bestand af kronvildt begyndte det at give en del mere mening at sætte sig op i tårnet og fryse, i håbet om at få en kronhjort på paraden. Samtidigt begyndte riflerne at blive billigere. Og sidst, men bestemt ikke mindst, begyndte vi at rejse mere ud af landet for at dyrke jagten glæder hos vores naboer i Tyskland, Sverige og de nyåbnede jagtmarker i Østeuropa. Hos vores naboer lærte vi pludselig, at den måde vi drev jagt på derhjemme, ikke egnede sig synderligt godt, til den jagtform vi pludselig fik øjnene op for. Til gengæld kom vi også hjem med historier om vildsvin, dåvildt og kronvildt - og tænkt sig, man kendte også jægere der havde skudt en elg!

Resultatet af en god drivjagtspost i tyskland.

Dette var jagtrejsebureauernes guldalder, og glade danske jægere drog i hobetal til især Polen for at skyde vildsvin, spise brun mad og drikke vodka. Og dette til priser som vi kun kan sukke efter idag. Nu var drivjagter ikke længere for de rige. Næh - alle kunne være med. Og til et skulle de bruge en riffel. Bevares, den primære jagtform med riflen herhjemme var stadig bukkejagten, men efterhånden som vi fik mere og mere hjortevildt, fik vi flere og flere riffeljægere. Og nu begynde de danske jægere så småt at overveje, om man ikke kunne lave gode drivjagter herhjemme. Men drivjagt med riffel, er en noget anden disciplin end klapjagt med hagl. Det har jeg selv erfaret gennem min opvækst som jæger.

Fra klapjagt til drivjagt

Jeg kan selv huske da vi startede med at kombinere de klassiske hagljagter på råvildt i Jylland, med riflerne. Den altoverskyggende årsag var, at vi pludselig havde fået kronvildt i skoven. Pludselig var sneppen ikke længere det fineste vildt man kunne få for, og vi skulle til at lægge jagtens udøvelse om, så den passede til en jagtform, vi endnu ikke kendte til bundt. Nogen havde deltaget på en af statens eller forsvarets riffeljagter, og havde fået et par erfaringer vi kunne anvende. Andre havde venner der drev jagt i Vestjylland, hvor kronvildtet nu stod stærkt, og jagtens fokus kun drejede sig om at få en hjort på paraden. Det var disse erfaringer vi forsøgte at kombinere, med større eller mindre held. Med riflernes indtog kom også et helt andet fokus på sikkerheden. Posterne skulle tænkes endnu bedre igennem. Der blev lagt MEGET vægt på kuglefang, og pointeret på alle paroler siden, at kuglefang er jord. Og aldrig bevoksning. Vores såter begyndte også at blive større og længere, og det var en anden type hunde vi skulle bruge til at drive med. Familiens tykke labrador var ikke længere nok. Vi skulle have ruhårede - og så skulle der være en schweisshund med. Vi fik bygget tårne. Antallet af skytter svindede ind. Det samme gjorde antallet af klappere. Men til gengæld kom der nyt vildt på paraden. I takt med at vi lagde jagten mere og mere over på riffeljagten, voksede mængden af det store hjortevildt nemlig også. Råvildtet havde det strålende. Bestanden af dåvildt voksede støt. Og fra tid til anden fik vi besøg af kronvildtet i hjorterudler. Dengang i 00’erne hed det stadig at hvis man så en hjort så skulle den skydes. For ellers gjorde naboen det. Og der var igen der stillede spørgsmålstegn til hvor meget man måtte skyde. Logikken var, at fordi der ikke var så meget, kunne man lige så godt skyde det der var. Og de ødelagde alligevel træerne (…). Idag er det bestemt ikke en kultur vi praktisere. Vi har selv lavet frivillige kvoter på alt hjortevildt. Og vi er meget mere opmærksomme på hvor ofte man kan jage, for at sikre at man ikke har en stresset hjortebestand. Så på rigtigt mange punkter er vores jagt kun blevet bedre og mere seriøs, af drivjagtens indtog.

Kronvildt skudt på drivjagt hvor der tidligere kun blev skudt råvildt med hagl. Det store hjortevildt kræver en anden tilgang til logistik, håndværk og samarbejde, for at jagten ikke skal gå i stå, efter at sådan en bamser er blevet nedlagt.

Stadig plads til optimering

Den udvikling vi oplevede hos os, er den samme som jeg har oplevet mange andre steder i landet. Med det store hjortevildts tilbagekomst, er hagljagten i tilbagegang, og drivjagten (eller bevægelsesjagten) på vej frem. Der er ikke mange konsortier, der ikke afholde en eller flere drivjagter, og de fleste af mine jagttegnselever fremhæver også drivjagten som den jagtform de helst vil opleve. Desværre er vi stadig - som nation - ikke særligt gode til det. Vi er nemlig stadig ved at lære et håndværk, som vi ikke rigtigt har en arbejdstegning til. Drivjagt - eller rettere “bevægelsesjagt med riffel” er nemlig et håndværk, der kræver at udstyr, organistion og evner er optimeret. Heldigvis skal vi ikke kigge ret langt sydpå, for at finde en plan for hvordan vi bliver langt bedre til drivjagtens ædle form.

Drivjagt som kunstform

Den danske jagttradition har altid været kraftigt påvirket af den tyske. Og når det kommer til drivjagt er tyskerne også i en hel klasse for sig. Mens de danske konger forsøgte at optimere landet til landbrug og udrydde alt hjortvildt udenfor kongens dyrehaver, havde tyskerne nemlig andre planer. For tyskland var ikke et enevælde. Det var en samling af hertug og fyrstendømmer, hvor jagt var et kæmpe statussymbol. Tyske kurfyrster og prinser, forsøgte derfor at overgå hinanden i opulente parader og nedskydning af enorme antal af vildt, i deres konstante forsøg på at positionere sig selv. I sine velmagtsdage var disse jagter så iscenesatte, at det blev en morbid kunstform - en opera med ægte blod - der lå meget langt fra den forståelse af jagt som vi kender den idag. Det barokke vanvid fortog sig heldigvis, og tyskerne fandt et lege hvor håndværk, traditioner og jagtetik, gik mere i spand. En stor del af denne kultur har faktisk overlevet til idag. Der er regler for mangt og meget, og paraderne er ritualisere til et niveau, der virker lidt gakket for mange danskere. Til gengæld er der i den grad styr på logistikken og sikkerheden. Jeg har selv været på drivjagt i Tyskland flere gange. Både på de legendariske jagter med Zeiss, og på private jagter for almindelige dødelige. Det har aldrig været kedeligt. Og der er en hel del erfaringer, som danske jægere sagtens kan lære noget af, hvis vi vil praktisere en meget bedre drivjagt herhjemme. Herunder har jeg skitsere 4 gundelementer, som jeg selv har lært meget af, og som jeg har oplevet gør en stor forskel, både på vores egen jagt, og på flere jagter jeg har været på i Danmark.



Tænk anderledes

En drivjagt er ikke en klapjagt. Klapjagtens mange såter, små arealer og fokus på det sociale, egner sig fortrinneligt til fasansåter, snepper og en krikandesø. Drivernes tur gennem terrænet i en tæt kæde, og med mange hunde, giver liv og skudchancer til fuglevildt. Men effektiv jagt på hjortevildt er og bliver en anden fisk. Hvis man driver for små såter med for mange skift, risikere man enten at vildtet forsvinder inden man dukker op… eller at de kommer med så høj fart at skytterne ikke magter at afgive gode og sikre skud. De drivjagter jeg selv har oplevet som de mest succesrige, er på en 1-3 såter (i Tyskland er det ofte kun 1 såt), men til gengæld bevæger drevet sig igennem området flere gange, med fokus på de lommer og tætte klumper af bevoksning, hvor vildtet gerne stopper og gemmer sig. På denne måde kan man faktisk komme til at skyde til den samme rudel flere gange, eller opleve at råvildt kommer tilbage til de steder hvor man har set det. For at gøre dette skal man have dygtige og dedikerede drivere, der kender deres revir ud og ind. Og så skal de helst have et par radioer så de kan kommunikere hvor de er ifht. andre drev, skytter og vildt der bliver set i såten. Dette kræver ikke et stort antal drivere. Men det kræver at skytterne kan blive sigende længe, for såter tager gerne et par timer, og man skal helst være i tårnet inden solopgang. Lægges frokosten efter jagten er slut, får man mere tid i tårnet på dagen. Men så er er en madpakke ikke en dum ide, hvis skytterne ikke skal gå sukkerkolde.

Husk at planlægge jagten efter hundenes energi. I tyskland driver man nogen gange med flere hold hunde. Så er der mere energi hele dagen. Det kunne vi godt lære lidt af.

Sikkerhed, sikkerhed, sikkerhed

Hvis der er en EN ting tyskerne tager meget alvorligt, så er det sikkerhed. Og det kunne vi lære rigtigt meget af. Når man kommer til en post i tyskland er der ofte markeret med “Shoot / don’t shoot” markeringer på trænere. På den måde er du sikker på hvilke vikler du kan skyde i  - og hvilke du ikke kan. Dette bør overholdes religiøst. For en vildfaren riffelkugle, eller sågar en ricochet, kan meget nemt dræbe en anden jægere, eller en skovgæst man ikke lige havde set. I den forbindelse er det også meget vigtigt at huske ens skytter på, at kuglefang KUN er jord. Og at kuglefang er jord der kan ses bag ryggen af dyret. Så nemt kan det opdeles. Og det burde bestemt ikke være svært at forstå. Desværre ser vi gang på gang på sociale medier, at skytter lægger billeder op af vildt der er skudt med… lad os kalde det… begrænset kuglefang. Dette bør vi tage klart afstand fra. Og bortvise skytter der ikke forstår alvoren. Jeg har selv deltaget som driver og driverleder mange gange på mange jagter. Og man viser sine medjægere meget stor tillid, ved at gå rundt omkring dem når de har skarpladte våben. Det mindste man kan be’ om er at ingen ser igennem fingre med brud på sikkerhedden. Også selvom det nogen gange leder til pinlige situationer med jægere man måske har kendt i mange år.

Som jagtleder har man ikke bare ansvar for at sikre at skytterne er rigtigt placeret ifht vildtet, men også ifht sikkerheden. Man har også ansvar for at sikre at de lever op til deres individuelle ansvar overfor hinanden.

Få jagter, mange skytter, store parader

De store tyske ejendomme driver ofte ikke jagt mere end 2 gange årligt. Og dette er der en grund til. For jo mindre man stresser vildtet mellem jagterne, jo mere vildt er der på reviret. Til gengæld skal der være fuld smæk for skillingen, når man endelig går igang. Derfor er der ofte rigtigt mange deltagere på en tysk drivjagt. Gerne 30-50 skytter. Det samme praktiseres i Sverige hvor de store arealer simpelthen ikke kan drives effektivt, hvis man ikke har nok skytter med. I Danmark er det ikke mange steder man ville kunne drive så store jagter - og dog. For der er intet der begrænser danske jægere i at slå sig samme. Afholdes der jagt på den ene ejendom, kan man lige så godt alliere sig med naboen og holde den sammen. I Sverige har man i mange år praktiseret dette. Den lille bonde lægger sin jord til jagten hos de store naboer, sidder på sine egen jord, men er til gengæld med i “drevet”. På den måde kan man indrage flere hektar og alle får mere ud af jagten i det store hele. Naturstyrelsen i praktisere allerede dette nogen steder, ved at informere naboerne om datoer for drivjagt i statsskoven. Resultatet af dette er en mere effektiv afskydning, med mindre stresset vildt, større parader og et par meget glade naboer, der sikkert er nemmere at forhandle med i fremtiden, hvis man f.eks. ønsker at lave en frivillig lokalfredning af bestemte arter eller vildt.

Husk at få logistikken efter jagten på plads INDEN paraden. Jagten er ikke færdig før vildtet er i fryseren.

Det der virker til bukkejagt virker ikke altid på drivjagt

Udstyr der er optimeret til bukkejagt er ikke nødvendigvis særligt godt til drivjagt. Skydetårne man ikke kan bevæge sig i, er ikke ideelle når vildtet bevæger sig 360 grader rundt om ens post. Og rifler med lange piber, stor grundforstørrelse og skæfter der ikke giver kindkontakt, er ikke et problem når man skal skyde en buk der står stille på 100 meters afstand. Men skal man skyde vildt i bevægelse på meget kort afstand, kan det give ret store udfordringer. Der er en klar grund til at rødpunktssigter og drivjagts kikkerter er så populære på tyske drivjagter. Det er simpelthen fordi det virker. Og ja - jeg bruger selv både Aimpoint sigter og en drivjagtekikkert fra Zeiss. Men det gør jeg fordi det virker. Derfor sælger jeg dem også. Med stor fornøjelse. Jeg oplever nemlig at mine kunder bliver helt overraskede over hvor meget mere tid og overblik de får når de tager deres bukkejagtskikkert af og går fra 3 ganges grundforstørrelse til 0. Pludseligt kan man se hvad der forgår. Og med skud der ikke er mere end 50 meter på de fleste drivjagter, skal man altså ikke bruge andet end en rød prik eller et stort oplyst trådkors for at levere et optimalt skud. Uanset om det er på en ræv, en gris eller en hjort. Derfor er det heller ikke noget problem at korte sin riffelpibe en del ned. En 308’er eller en 6,5 creedmore kan sagtens levere det den skal ud til 150 meters afstand, med en pibe på 46 cm. Og det er ikke noget jeg har fundet på - Der ER altså en grund til at de tyske drivjagtsmaskiner fra Blaser kommer med korte piber. Det gør også at en lyddæmper ikke længere generer balancen. For selvfølgelig skal der en lyddæmper på din drivjagtskanon. Lyddæmperens rekyldæmpning, gør nemlig at du kan se dyrets reaktion i kikkerten ved skudafgivelse. Dette giver gør dig både i stand til at melde dit vildt korrekt - er den anskudt? Er den ramt i lunge eller hjerte? Skød du forbi? - og så giver det mulighed for at skyde anden eller tredje gang, uden at du skal slås for at få riflen tilbage på målet igen. Men uanset hvordan du vælger at bygge din riffel op, skal du huske at fokusere på hvad den skal kunne. Kan du genlyde hurtigt? Er din sikring nem at aktivere og deaktivere? Kan du hurtigt bringe den til kinden? Alt dette finder du kun ud af gennem træning. Hvilket er det sidste - og måske vigtigste punkt, 

En klassisk mauser i 9,3x62 monteret med Aimpoint og lyddæmper er stadig en meget effektiv drivjagtsriffel.

Træning, træning, træning

Uanset hvilken riffel du vælger, skal du kende din riffel ud og ind. Du skal kende dens aftræk, små finurligheder, og eventuelle tendenser til funktionsfejl. Dette lære du kun ved at skyde med den, på samme måde som du ville bruge den på jagt. For at gøre dette skal du op fra bænken og væk fra gulvet. Skyd frit stående. Skyd på afstanden fra 10 til 100 meter. Uden anlæg. Stresstest dig selv ved at skyde hurtigt og skyde til flere mål på forskellige afstande. Træn din genladning af magasin, genladning af riffel fra tomt magasin, genladning med flere magasiner, og hvad du ellers kan finde på. Alt dette lyder måske som gak og gøgl, men dette er rent faktisk sådan du lære din riffel at kende. Desværre er der mange jægere der ikke rigtigt får brugt skydebanen. Men dette er og bliver en skam. For det er på skydebanen at vi skal lave alle fejlene. Det er her vi lære vores riffel at kende. Og det er her vi skal lære vores begrænsinger, så vi ved hvornår vi kan levere - og hvornår vi ikke kan levere - når det er levende dyr der står i den anden ende af sigtekornet. Igen er der meget at lære fra både tyskerne, svenskere og nordmændene. De har alle en frivillig prøve man skal bestå inden man tager på jagt. Og det er IKKE svært. Svenskerens version af en drivjagtsprøve - kendt som “dekalen” - kræver blot at man skyder 4 gange på en stående elg. Det kan oven i købet gøres med skydstok. I Danmark kunne vi sagtens gøre noget lignende. Ikke kun for vores egen skyld, men også for at alle andre man er på jagt med, ved at man har øvet sig inden jagten og er forsvarlig med sit våben. For vi har allesammen oplevet at være på drivjagt, sammen med gæster der indrømmer at de aldrig rigtigt har skudt på løbende mål. Og det er synd. Ikke kun for skytten, der ender med at have en dag fuld af nervøsitet og måske dårlige skud. Men især for vildtet, som måske ender med at blive anskudt, fordi skytten ikke kendte til sit foranhold, ikke kendte sit aftræk ordentligt, eller måske sad med en riffel, der havde funktionsfejl man ikke kendte til. Så se nu at komme ud og træne. Også selvom det går dårligt. Det er banen vi skal bruge til at lave fejl. Så går det meget bedre på jagten.  

Liggende skydning på banen er IKKE drivjagtsrelevant træning. Skal du skyde stående skal du trænen stående.

Drivjagtens fremtid

Drivjagten og bevægelsesjagtens fremtid tegner efter min mening lyst. Med en stadigt voksende hjortevildtbestand i alle landsdele og en voksende vilje til at jage sammen som naboer, er vi godt på vej at blive en rigtig drivjagtsnation. Med nye teknologier som radioer, og apps som WE-HUNT, er det blevet nemmere end nogen sinde at arrangere og drive en stor jagt med mange deltagere, uden at det kræver månedsvis af forarbejde. Men drivjagten bliver kun bedre og bedre, hvis vi tager ved lære af vores erfaringer, og ændre vores ambitioner og traditioner i takt med dem. For det kræver mere at drive en jagt, hvor vildtet og drivere er i bevægelses, samtidigt med at de våben vi bruger, kan dræbe på 5 kilometeres afstand. Den slags kræver selvjustits. Og en voksende erkendelse at træning under besværlige forhold, er en fast del af jægerens hverdag. Vi kan nemlig ikke blive gode til jagt på løbende vildt, når vi blot tager på banen en gang om året for at skyde ind. Og dette med grej der ikke er optimeret til det vi skal. Så skal vi på drivjagt, og det håber jeg at alle der læser dette skal, så skal vi se os selv dybt i øjnene først og spørge om vi gør det ordentligt, om vi har det rigtige grej til opgaven, om vi er gode nok skyde og om det er sikkert det vi gør. Hvis vi allesammen stiller disse krav til os selv og vores medjægere, ja så er jeg overbevist om at vi også blive en af de store drivjagtsnationer, som andre en dag vil bruge som eksempel på hvordan man får en meget bedre drivjagt.