Sidste premiere i Gamst - om andejagt i Jylland

”And and and!” Meldingen får alle til at dukkede hovederne og spejde ud mellem hulleren i camouflagenettet. Det er Jakob, gruppens yngste jæger, der har spottet tre ænder, flere hundrede meter væk. Men den store afstand gør ingen forskel for entusiasmen i skjulet. Mange jægere ville måske afskrive et par ænder i horisonten, som spildte muligheder, men for de her drenge begynder arbejdet allerede nu. I stedet for at vente i stilhed, begynder Hans nemlig at kalde som en gal med høje og gentagne rap, fra hans amerikansk-producerede andekald.

Sorte pletter på himlen

Hans er dagens vært og gruppens ”lead caller” hvilket vil sige, at det er ham, der har ansvar for at styre de overflyvende ænder ind til skjulet, mens de andre, der har kald med, bakker ham op, med små rap og andre andelyde, for at give fornemmelsen af en stor levende gruppe ænder der snadrer. Med skarpe og meget høje rap, blæser han i det tragtformede akrylkald, så man virkelig bliver glad for sine høreværn. Utroligt nok virker det.

De tre gråænder ændre kurs, og tager retning imod de mange lokkere, der er lagt ud i den brede å ved siden af skjulet. De kommer ind på omkring tredive meters afstand, men ingen gør mine til at skyde. ”Fedt at alle bare lod dem gå” bliver der rost fra en af de camouflerede huller. Der er ingen ironi eller ærgrelse at spore. Alle er enige om, at der ikke er nogen grund til at tage chancer med dårlige skud på lange afstande. Det er ikke det, de er her for. Det er ikke sådan, de går på jagt.

”Klar igen – de kommer ind kl. 9 lavt!” Det er igen Jakob, der har set dem vende, denne gang i en lav vinkel bagfra. Alle holder sig nede, mens Hans kalder med små korte rap. De små sorte flyvere komme ind på stive vinger, mens de lange halse kigger ned og scanner om der skulle være fare på færde. Men camouflagen virker og de er ikke mere end 20 meter væk, da alle i skjulet rejser sig op og skyder. De to af fuglene bliver ramt. I skyndingen har ingen koordineret, hvem der skød på hvad, og den sidste flyver uskadt, men ret overrasket videre. De to andre klasker i vandet lige bag skjulet og Hans sender hurtigt sin sorte labrador ud for at hente dem. Mens han dirigerer hunden, rejser resten af holdet sig fra deres stole, strækker sig i deres waders og taler om den morgen, der allerede er blevet en legende. 

Mens vi venter på lyset

Alle havde siddet og frygtet det værste, mens tusmørket langsom veg for lyset. Den smule vind, der havde været, kom fra den helt forkerte retning og der var ingen regn i luften. Forventninger var faldet i takt med at minutterne gik, og ingen fugle havde vist sig på den blygrå himmel. Men så. Ud af mørket kom den første, en stor gråand der pakkede ved morgenens første skud. Og så kom de for alvor. Igen og igen. Med hurtige vingeslag og på stive vinger. Nogen kom lagt udefra og lod sig lokke ind med lokkere og kald. Andre dukkede bare op ud af ingenting og krævede snupskud og hurtige beslutninger. Men de mange timer på skydebanen havde betalt sig, og skudstatistikken var god. Ja faktisk så god, at der på et tidspunkt blev der erklæret skydepause, så hunden kunne få lov til at hente fuglene ind, uden at tabe nogen af syne, i det gryende morgenlys. Det er svært at bede om mere på sådan en morgen.

En vemodig succes

Det har allerede været en vild dag og premieren er gået over al forventning. Der ligger nu over 20 fugle i skjulet, sammen med taskerne til patroner, delvist hjemmebyggede stole og termokander med kaffe. Christoffer tager en af kanderne og hælder en kop kaffe op i en mere eller mindre ren kop. Matheden er ved at melde sig en anelse, for der var meget der skulle forberedes dagen før, for alle skulle ud og sætte skjul op, og lægge de mange lokkere ud inden skydetiden startede. Planen er at blive herude hele dagen, sove på skift og få aftentrækket med. Det gælder om at få det hele med, for denne premiere bliver desværre den foreløbigt sidste i Gamst søenge. Hans’ familie har desværre ikke jagten til næste år, og der er tydelig vemod at spore hos ham. For andejagten er hans hjertebarn og det er her ude han har gjort sine første erfaringer med lokkere og kald. Men vemodigheden over fremtiden, får dog ikke lov til at ødelægge stemningen. I dag er det kun jagten det gælder.

Mads betragter den bekkasin han har skudt tidligere på dagen, og smiler så stort, at hans tænder lyser op i det grønmalede ansigt. Han har skudt rigtigt pænt i dag, og det er svært for ham at skjule sin tilfredshed, mens han genlader sin halvautomat. Tidligere på dagen fik han  også en krikand og en pibeand, og han har leveret nogen rigtigt flotte skud, som ikke er gået upåagtet hen blandt de andre. For der er respekt om at være god til at skyde, og det er en fast regel, at alle hjælper med at skyde til det der kommer. Ikke noget med hvis fugl der er hvis. Her gælder det om at få fuglene ordentlig ned, så de kan bruges. Og der skal bruges mange. For Jesper har nemlig lavet en plan. Han skal snart giftes og han vil gerne servere røgede gråandebryster til de 100 indbudte gæster. Og de skal selvfølgelig være hjemmeskudte. Hans mål er at skaffe 50 andebryster til formålet, en opgave der virkede ret umulig i går, men som ser mere og mere sandsynlig ud, efter morgenens gode resultat. ”Det var nummer 23” tæller han glad ”Så mangler vi bare resten” griner han, og kigger ud over åen og de oversvømmede enge.

Hvis du gerne vil have et godt resultat af dine lokkeænder, skal du bruge lokkeænder, der ikke reflekterer solen. Og så skal du lægge dem i et mønster der er naturligt, gerne blandet med et par andre fugle, der kan bevæge vingerne og skabe liv i mønstret. Hans og de andre bruger også et par svaner til at skabe opmærksomhed og en følelse af trykhed for de indflyvende fugle. Og så ændre de ofte på mønsteret af fugle, hvis de føler, at det ikke rigtigt trækker mere. Er du ikke så erfaren i, hvordan du skal lægge fuglene, er et stort U med rundingen mod vinden altid en god ide. Men det kan godt betale sig at prøve med andre mønstre alt efter sæson og område. Husk at alle steder er forskellige og at det bedste resultat altid kommer af et godt forarbejde.

Det handler ikke om at brage løs

Men nu er solen kommet højt på himlen og der er blevet længere mellem fuglene. De kommer dog stadig i små buketter, men efter en morgen, hvor alle jægere i området har været ude, lader de sig ikke narre uden videre. For det er desværre ikke alle, der evner at vente på optimale skud, og mange af ænderne har allerede lært at passe på, når de ser overfladen på en slidt plastiklokker, eller hører et kald der ikke lyder som en af deres artfæller. I skjulet er der heller ikke megen forståelse for jægere, der ikke lader fuglene komme helt ind, eller som ikke gider at lære at kalde dem ordentligt. ”Det er hele arbejdet med fuglene det handler om, at skabe kontakt, at snakke med dem, og lokke dem så tæt ind, at selve skuddet ikke bliver nogen udfordring.” Og selvom nogen måske ville rynke på næsen af sådan en holdning, især når den kommer fra en ung jæger i starten af tyverne, så kan man ikke diskutere med resultatet. Selv i det høje dagslys kommer fuglene ind og det er ikke mange, der flyvere videre, når de først har været ind over skyde zonen.

Lokkekaldets hemmeligheder

Da Hans har fået sat sig tilrette i skjulet giver han et lynkursus i, hvordan man lokker fuglene ind. Med en autoritet, der kun kommer med lige dele erfaring og entusiasme, demonstrerer han sin teknik. Først viser han de høje gentagne rap, der kan skabe kontakt med fuglene og skabe interesse. Dernæst laver han klukkende spiselyde, som en hel flok af ænder der snadrer, og til sidst viser han de skarpe insisterende rap, han bruger, hvis fuglene vender halen til og viser mine til at vende om.

Han bruger næsten kaldet som et instrument og laver en slags tragt med hænderne, som han åbner og lukker, for at skabe de kvækkende lyde, der giver rappet en mere naturlig lyd. ”De billige andekald kan man ikke arbejde ordentligt med. De lukker hurtigt til med spyt eller når man blæser hårdt i dem – og så kan man slet ikke lave forskellige lyde med dem. Ikke ordentligt.” Mens han instruerer, bruger han hele sin krop, og der er god lyd i det lille kald. ”Det handler ikke om hvordan det lyder der hvor DU sidder, men om hvordan det lyder 200 meter væk – det er jo der hvor ænderne er og der hvor de hører der første gang”.

Den der har mest grej når han dør vinder

Næsten alle hans kald kommer fra USA. Amerikanerne har en helt anden tradition indenfor andejagt end vi har herhjemme, og de grejglade amerikanere har udviklet alverdens kald til alle typer af ænder, og forskellige andeguruer uploader hobetal af youtube vidoer, som nye andekaldere kan studere og øve sig på. ”Man kommer ikke sovende til det – man skal øve sig – også selvom ens naboer måske ikke altid er så glad for det” Siger Hans og griner, men inden han kan forklare videre lyder det igen fra Jakob: ”And And And – over skoven, mellem skorstenen og vindmøllen”.

Og ganske rigtigt kommer der endnu en lille række af fugle ind for at se, hvad al den kalden skal gøre godt for. Men alle drengene har allerede kastet sig ned bag camouflagenet og sivbræmmer, med våben i hænderne og øjnene fixeret på de sorte silhuetter, der kommer tættere og tættere på. Lyder af andekald starter igen, som en velkomstsymfoni for de ænder, der allerede viser tegn på at komme ned. Og alle holder sig klar. Der er meget lang tid til at skydetiden slutter og alle er fast besluttede på at få det meste ud af denne første og sidste premieredag i Gamst søenge.

Hvis man virkelig skal have noget ud af sin andejagt, kan det godt betale sig at fokusere på sin camouflage. Ænder og gæs ser vældigt godt, og slår af, hvis de ser et hvidt ansigt eller lys, der reflekterer i en geværpibe. Derfor er det en god ide at bruge ansigtsmaske eller ansigtsmaling, og at tape piben på sit gevær ind i camouflagetape. Og så skal man selvfølgelig lave et godt tæt skjul, med vegetation fra nærmiljøet, så ænderne ikke kan se skytterne eller hundene der venter med hovedet nede.