Thar jagt på New Zealand - Når det hele går op i en højere enhed

David har været langt omkring - I denne historie tager vi med ham på bjergjagt i New Zealand, hvor han jager thar sammen med hans ven Ulrik Ørskov.

Nogle jagter skal være hårde. Jagt på tahr i bjergene på New Zealands sydø er helt sikkert på den liste. Siden arten blev indført i New Zealand i 1904, har den himalayanske ged klaret sig særdeles godt i det barske og bjergrige område omkring Mount Cook. I dag findes den på mange af bjergtoppene og i dalene i de sydlige alper. Den tætte pels gør den modstandsdygtig overfor bjergenes hårde klima, og dens evne til at klatre på næsten lodrette bjergsider betyder, at man ofte kun finder dem steder, man enten må flyve til med helikopter – eller nå via udmattende opstigninger ad stejle bjergsider. Alt dette gør tahr til et fantastisk og udfordrende vildt at jage, og enhver jæger, der nedlægger en trofætyr, kan med rette være stolt af præstationen.

Velvidende dette var jeg næsten chokeret, da jeg pludselig befandt mig på en bjergside med en smuk tahr-tyr i min riffelkikkert. Vi var kun lige startet den morgen, og jeg havde forventet en lang og hård dag med kravlen over skarpe sten og løse skiferklipper for at komme ind på det sky vildt. Men pludselig – som en råbuk, der uventet træder frem i en europæisk skovlysning – kom den store tyr over en bjergryg imod os. Da han sprang fra sten til sten, så jeg tydeligt hans haltende gang, sandsynligvis efter en kamp med en rival. Gennem håndkikkerten kunne jeg nu se, at hornene havde de ekstra lange spidser bagtil – et klart tegn på, at det var et flot trofæ. Jeg kunne næsten ikke tro mit held. Efter flere uger med hård jagt på kronhjort uden det store resultat stod jeg nu med en fantastisk mulighed. Hurtigt fik jeg støtte på min rygsæk – klar til et bredside-skud.

Men når man får sådan en chance, er risikoen altid, at man bliver for selvsikker, og noget går galt i sidste sekund. Da tyren kom tættere, stoppede han pludseligt og stirrede direkte på os. Jeg ved ikke, om han havde fået fært af os, eller om hans mange år i bjergene bare havde gjort ham ekstra årvågen. Afstanden var god, og jeg turde ikke vente. Jeg trykkede forsigtigt af på aftrækken. Den brød som glas, og selv med rekyl fra .300 Win Mag så jeg tydeligt, hvordan kuglen ramte lige bag forbenet. Med et kraftigt spring satte han i løb ned ad bjergsiden – og var væk. Det var, som om det høje græs slugte ham fuldstændigt. Kun patronhylstret på jorden og skuddet, der rungede gennem dalen, vidnede om, hvad der var sket.

“Det var sindssygt, mate!” Ulrik var lige så glad som jeg. Han havde jaget tahr før og vidste udmærket, hvor meget held der var i det, vi netop havde oplevet. Men på vej ned for at finde dyret talte vi om alle de ting, der skulle falde på plads. Jo mere vi snakkede, desto mere stod det klart, at held kun var en lille del af det. Vi havde lavet vores hjemmearbejde og fundet en fremragende guide, der havde vist os et område med masser af tahr. Vi havde trænet i ugevis i Sydøens skove og bjerge for at komme i form til de stejle sider. Vi havde bragt udstyr, der var bygget til bjergene: optik, der viste selv de mindste detaljer, en riffel, der kunne række så langt, som vi nogensinde ville få brug for, og camouflage, der selv kunne narre tahrens skarpe øjne. Det var denne kombination af forberedelse, træning og det rette udstyr, der gjorde jagten “nem”. Det heldige var blot at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Vi fandt tyren mindre end hundrede meter fra, hvor han var forsvundet. Hans smukke hoved hvilede i græsset, og hans pels duftede af bjerg og tåge. “Nu kommer den hårde del,” sagde Ulrik med et stort grin. “Du skød ham – du bærer ham.” Nogle gange er der kun den hårde vej.

Gør det selv – jagt i New Zealand

Jagt i New Zealand er en fantastisk oplevelse for enhver eventyrlysten jæger. Landet er et af de få steder i verden, hvor udenlandske jægere kan jage på offentlige arealer uden guide. Husk at søge om våbentilladelse og jagtlicens online i god tid via Department of Conservation (DOC).

Man skal dog være opmærksom på, at jagt i den barske natur kan være fysisk krævende – og uden den rette erfaring også farlig. Derfor er det en god idé at hyre en lokal guide, hvis man vil have mest muligt ud af turen. At dele oplevelsen og lære af Kiwiernes enorme erfaring er ofte lige så meget en del af eventyret som selve jagten.

Et alternativ er jagt på store private områder. Her er den fysiske udfordring ofte mindre hård, men oplevelsen kan stadig være en god udfordring for jægere, der søger en mindeværdig jagt i New Zealand.